Tættere på den sociale talestrøm

Den store udbredelse og anvendelse af blandt andet Zuckerbergs eget sociale medie, gør at vi får et stadig mere præcist billede af deltagernes meninger og sympatier. Rigtig mange danskere udtrykker jævnligt deres tanker i statusmeddelelser på Facebook og blogs. De sociale netværk bliver i stigende grad også brugt til at anbefale og ytre meninger om alt fra nye biograffilm til gode tilbud i Netto. Nye kanaler og nye muligheder for at dele holdninger med andre opstår hele tiden.


Sted-baserede netværk

Et sæt af kanaler, der går et skridt videre, er de populære sted-baserede netværk som Foursquare og Gowalla, også kendt som location based services.  I stedbaserede netværk anvender brugeren mobilen til at ”tjekke ind” de steder, han eller han besøger og får samtidig mulighed for at se, om andre brugere er tjekket in – eller hvor de ellers befinder sig.

Samtidigt gør Foursquare det muligt for brugerne at anmelde og dele opfattelser af de steder, de besøger, som f.eks. restauranter, butikker og lignende. Disse anmeldelser er fuldt tilgængelige for andre der nærmer sig eller besøger samme sted. Det betyder, at valg (og fravalg) i højere grad vil blive truffet baseret på andre brugeres erfaringer.


Muligheder for dialog med kunder

Fra et virksomhedssynspunkt åbner det også op for muligheder. Via de stedbaserede netværk kan man eksempelvis sende situations- og stedrelevante tilbud til brugere, når de tjekker ind på ens lokation, eller give loyale kunder særlige fordele. I USA har bl.a. Starbucks med stor succes formået at integrere Foursquare som branding og marketing kanal.
I Danmark er disse services indtil videre ikke så udbredte, men når Facebook til efteråret lancerer sin version kaldet Facebook Places som en integreret del af Facebook, vil antallet af brugere næsten uden tvivl øges.

 

Orden i den sociale informationsstrøm

Når man søger via de traditionelle søgemaskiner, er det meste officielle og velkendte ’statiske’ sider, der dukker op. Den stadigt stigende strøm af informationer og meninger i de sociale netværk er kun i mindre grad indekseret af søgemaskinerne. Af flere grunde, bl.a. fordi det ikke er ligetil at gøre al denne ’flydende’ informationen tilgængelig og overskuelig?
Flere projekter er allerede sat i gang med henblik på at kunne indeksere og systematisere disse meddelelser, så man fremover kan gøre brug af en såkaldt ’social search’. Den skal gøre det muligt at søge ikke bare efter traditionelle informationer, men også efter de holdninger og meninger, dit netværk har til et bestemt sted, produkt, eller oplevelse.


Google lader dig søge i dit netværk

Google satser stort på dette område, og er i gang med at udvikle en social søgning som et tilvalg til deres søgemaskine.  Med GoogleSocialSearch kan du gøre dine søgninger mere relevante for dig. Hvis du f.eks. søger på ’New York’, vil du fremover kunne se offentligt tilgængeligt indhold om emnet fra venner og bekendte, fra blogs eller statusmeddelelser fra Twitter og Facebook. Facebook har ligeledes optimeret deres søgefunktion, så du nemmere kan finde ud af, hvad andre i dit netværk skriver om f.eks. et produkt eller en service.

Nye muligheder for virksomheder og brands

De nye muligheder forstærker yderligere brugernes kontrol over samtalen på markedet og dermed holdningerne til dit brand. Din udfordring som virksomhed er at forstå dynamikken og drivkraften og (som Starbucks) identificere de potentielle muligheder, disse nye fænomener giver dit brand. Det kan godt være man ikke kan google vores tanker, men så snart vi har delt dem med andre, stiller situationen sig efterhånden noget anderledes.

Mere information: Søren Nøhr