”Uden sele? Fnatabe, mutantunge, snotbums.”
26.10.2010 [Bates Quarterly, Cases]
[Tags: Bates Case, DIA vinder, DM vinder, ECHO vinder, IAA vinder, Informationskampagne, Rådet for Sikker Trafik]
Linda P og Bates hjalp Rådet for Sikker Trafik med at give de varevognskørere, som ikke bruger sele, en ordentlig sviner.
Og det hjalp…
Mobilen er en fast følgesvend for håndværkere og chauffører når de sidder bag rattet i deres varevogn. Desværre er en spændt sikkerhedssele mindre hyppig. Det var derfor oplagt for Rådet for Sikker Trafik at anvende mobilen til at involvere og aktivere denne målgruppe i forårets kampagne for øget brug af sele i varevogne. Kampagnen var en opfølgning på en kampagne fra 2009 og et led i en flerårig indsats på området.
Linda P giver vennen en sviner
Filmen fra denne kampagne fungerede i øvrigt så godt, at den blev anvendt igen, men nu med en afmelding, som opfordrede til at lade Linda P gi’ en opsang til en bekendt, der kører uden sele. Man skulle blot sende vennens eller kollegaens mobilnummer til en sms-tjeneste. Så skulle Linda P nok ta’ sig af resten.
’Ta’ sig af’ er nok årets underdrivelse, for den forhenværende malersvend, nu komiker og skuespiller, tog sig af sagen ved at ringe personen og give ham eller hende en ordentlig sviner, et møgfald, en verbal røvfuld – vælg selv.
Teknik gjorde samtalen livagtig
Hvis du allerede kender Linda P’s foretrukne ordforråd og grov-sjove bemærkninger, kan du sikkert forestille dig, hvordan det var at få sådan en opringning. Hvis ikke, kan du høre et eksempel her i højre side. For at gøre illusionen fuldendt blev systemet, der afspillede Linda P’s replikker styret af IVR-teknik, dvs. det reagerer på lyd. Så hvis modtageren af opkaldet sagde noget, svarede Linda P igen som var det en rigtig samtale.
Viral kampagneeffekt
Efter samtalen fik vennen en sms, der fortalte om sammenhængen og om hvem, der stod bag joken. Hvis vennen sagde ok til at offentliggøre samtalen, kunne man høre den påwww.sviner.dk. Ud over tv blev kampagnen understøttet af outdoor og flyers. Kampagnen var viral i den forstand at opfordringen kunne sendes videre til andre der kunne tænkes at kende nogen, som havde brug for en sele-sviner.
Resultatet: Flere i selen, færre i gips.
Og det blev den: Målsætningen var 17.500 svinere, men der blev afsendt over 160.000! Og det endda på blot en uge og ikke de tre uger, som var den planlagte periode. Aktionen fik massiv omtale i landsdækkende og regionale medier. Både Tv-avisen og P3 havde længere indslag. Men vigtigst af alt: Næsten halvdelen af dem, der ikke altid bruger sele og som modtog en sviner, siger at de nu oftere bruger selen! Det betyder at de nu er meget bedre beskyttet og risikoen for at de bliver dræbt eller alvorligt kvæstet i trafikken, er markant mindsket.
Mere information: Thomas Brandt